Ledelse i en krisetid #2 - på Kongevejens Skole i Lyngby Taarbæk Kommune

Af: Kenneth Børgesen |

Hos Kjerulf Erhvervspsykologi er vi optaget af, hvad der kendetegner ‘ledelse i en krisetid’. I en række videodialoger taler vi derfor med ledere fra mange forskellige sektorer og brancher om ledelse og forretning i tiden før, under og efter corona-krisen.

Videodialog nummer to om ‘Ledelse i en krisetid’ er med skoleder Susanne Carlsen fra Kongevejens Skole i Lyngby Taarbæk Kommune.

I min tid som leder, er der blevet større tillid til skolen. Tillid til, at man godt må stille spørgsmål. At der ikke er nogle spørgsmål, vi som skole ikke kan tåle at få!

Susanne beretter bl.a. om dengang for to år siden, da hun startede som leder på skolen: ’Da jeg startede som leder på skolen, havde jeg samtaler med alle medarbejdere. Og så talte jeg med rigtig mange forældre. Jeg har deltaget i rigtig mange forældremøder. Og når noget har været svært, har jeg valgt at deltage på forældremøder og tage dialogen. Det tror jeg giver en rigtig solid grund at stå på’.

Susanne fortæller videre: ‘Jeg har tit en morgenrunde, hvor jeg går rundt i hele huset og siger ’godmorgen’. Så kan der være nogle steder, hvor jeg bliver hængende i fem eller ti minutter. Jeg kan også tage sådan en runde midt på dagen. Det giver mig en rigtig god fornemmelse, og det betyder også, at når nogle spørger mig om noget, så ved jeg tit, hvor skoen trykker. Det er vigtigt for mig’.

Susanne slutter vores videodialog sådan her: ‘Jeg har taget en beslutning om, at jeg har fået den bedste klasse - det vil sige de medarbejdere, der arbejder på Kongevejens Skole. Jeg er meget glad for min klasse, og jeg er uendeligt glad for de børn, som forældrene betror os. Og det gør, at der kommer rigtig meget tilbage til mig som leder, ved at åbne øjnene for det. Og ved at være meget tæt på de her børn. Og få alle deres input og tilbagemeldinger om, hvad det er for en skole, de oplever at gå på. Det her med at kunne mærke, at det her vil man simpelthen gå igennem ild og vand for.

Jeg havde lovet mig selv, at denne videodialog skulle vare 20 minutter. Men den blev 30 minutter lang. Og vi fortsatte, efter jeg havde afsluttet optagelsen. Susannes engagement fastholdt mig, hendes ydmyghed, tilpasningsevne og visionære tilgang til ledergerningen, både i og udenfor en krisetid er stærkt inspirerende.

Lyt og se med her: youtu.be/af-alzVBg3k

Tilbage

Kontaktformular

Spørgsmål / kommentarer